Enver Hoxha

Enhed på basis af marxismen-leninismens og den proletariske internationalismes er afgørende nødvendig

Vores internationale kommunistiske bevægelse står over for mange problemer, som alle har deres egen betydning, større eller mindre. Men vi mener at enhed på basis af marxismen-leninismens og den proletariske internationalismes principper er afgørende nødvendig. Dette må være en del af vores bevægelses strategi. Selvfølgelig kan kampens taktik variere, men vi er alle enige om at det afgørende mål, det strategiske hovedmål, for hele vores bevægelse, de marxistisk-leninistiske partier, er revolutionens forberedelse og sejr, omstyrtelsen af bourgeoisiet og kapitalismen, oprettelsen af proletariatets diktatur og opbygningen af socialismen og kommunismen.

Taktikkerne for at nå dette mål kan være forskellige, have hver sin nuance, fordi hvert enkelt marxistisk-leninistisk partis kamp føres i et bestemt land, med dets egen karakteristiske økonomiske, politiske og kulturelle udvikling. Den hænger også sammen med den lokale kapitals styrke, som varierer fra land til land, og med dennes forbindelser til udenlandsk kapital. Taktikken afhænger også af bourgeoisiets modtaktik, fordi bourgeoisiet også benytter meget forskellige midler til at imødegå vores taktik. Derfor mener vi, at de marxistisk-leninistiske partier altid må være forrest, gå i brechen, som franskmændene siger. Dette betinger de forskellige former for taktik, som de marxistisk-leninistiske partier anvender i deres kamp i deres lande.

De marxistisk-leninistiske partier bygger deres taktik, så de kan udnytte de nye situationer optimalt, som opstår. Uanset hvor meget et marxistisk-leninistisk parti støttes af en ledelse i eksil, er denne hjælp altid ubetydelig i sammenligning med støtten fra en ledelse, der selv er i landet. Denne kan, takket være sin tilstedeværelse i landet, nøje følge de vigtige ting der foregår her, som ofte kræver hurtige beslutninger og ændringer af taktikken. Det tager lang tid for en ledelse, der arbejder i udlandet, at blive korrekt informeret om landets indre situation, og derefter udstikke retningslinjer for handling, og der er altid mulighed for, at der i mellemtiden er opstået en helt ny situation, som kræver nyfortolkning og andre retningslinjer.

De marxistisk-leninistiske partiers forskellige taktikker i kampen må tjene revolutionens strategi og mål. Når de ikke er forkerte, tjener de ikke alene som et eksempel, men hjælper også andre partier og folk, fordi de svækker imperialismen og socialimperialismen, og disses forbindelser og bånd til de lokale borgerlige regimer og den lokale kapital. Der er mange fælles problemer som de marxistisk-leninistiske partier og folkene, med arbejderklassen i spidsen, må angribe frontalt.

Vi mener at den anti-imperialistiske kamp, den nationale befrielseskamp og borgerlige-demokratiske såvel som den proletariske revolution nu står på dagsordenen. Derfor er den nuværende situation samtidig et nationalt moment.

Revolutionen er på dagsordenen, og hvad jeg mener med det nationale moment, skal jeg forklare: Kapitalistiske eller imperialistiske stormagters besættelse og undertrykkelse af et land foregår ikke overalt blot med militær magt. Kolonisering, undertrykkelse og udbytning finder også sted på "nye" og "moderne" måder, som har til formål at tilsløre imperialistisk besættelse og barbari.

Besættelsen af vort land, Albanien, af det fascistiske Italien fremkaldte et nationalt moment, som vi udnyttede både til den nationale befrielse og til folkerevolutionens sejr. Når vi siger at revolutionen er på dagsordenen, mener vi altså, at den er knyttet til nationale momenter, som bliver stadig mere synlige i mange af verdens lande – altså knyttet til de kapitalistiske og imperialistiske stormagters besættelse af dem med militærmagt eller med andre, indirekte midler. I denne forstand er selv lande som Italien og Brasilien og mange andre stadig under fremmed herredømme, selvom de ikke i øjeblikket er besat af udenlandske hæres våbenmagt.

Vi må derfor bryde alle illusionerne om angivelig frihed, demokrati og suverænitet i et land, som er underlagt kosmopolitisk, kapitalistisk herredømme, og som udbyttes af inden- og udenlandsk kapital.

Faktisk er folk som det spanske, portugisiske, brasilianske og andre undertrykt og udbyttede. Der eksisterer et borgerligt demokrati i deres lande, men staten er bundet på hænder og fødder af udenlandsk kapital. Folket og arbejderklassen nyder hverken sandt demokrati eller suverænitet. De er ikke frie.

I anden verdenskrig, under den nazityske hær og den fascistiske italienske hærs besættelse af mange lande, slog quislinger og kolIaboratører sig sammen med besættelsesmagten. Selv i dag er nogle af disse, eller andre quislinger og kollaboratører ved magten, i andre forklædninger og med andre slogans, og de er med tusinde tråde bundet til de nye moderne besættelsesmagter, neokolonialisterne og deres kapital.

Med denne analogi ville jeg komme frem til den pointe, at revolutionen er på dagsordenen og folkene og arbejderklassen befinder sig under hælen på et undertrykkende og udbyttende bourgeoisi og en besættelsesmagt, som normalt ikke har okkuperet deres land med soldater, men besat det via multinationale selskaber, banker og kapitalinvesteringer i samarbejde med det lokale bourgeoisi.

Så ligesom de kæmpede i anden verdenskrig, hvor de var militært besat, må folkene og arbejderklassen i dag kæmpe mod samme fjende. Selvfølgelig skal de marxistisk-leninistiske partier helt afgjort deltage i denne kamp.

Dette er vores strategi. Vi må ikke tabe vore mål af syne, eller lade os fuppe af en eller anden slags reformisme, som bliver markedsført. Man kan glide over i den, uden at indrømme det i ord.

I øjeblikket er betingelserne imidlertid ikke identiske i alle lande, så hvert enkelt marxistisk-leninistisk partis taktik i det enkelte land må også være forskellig. Der er lande, hvor fascistisk diktatur og terror hersker åbenlyst, men der er også lande, hvor der er nogle få legale former for falsk borgerligt demokrati, som kan og må udnyttes.

I de udviklede kapitalistiske lande er arbejderklassen den afgørende kraft, den ledende kraft, som vil gennemføre revolutionen. I denne sammenhæng mener vi at alle de marxistisk-leninistiske kommunistiske partier har visse centrale opgaver, og her først og fremmest styrkelsen af arbejderklassens enhed.

Disse opgaver er i modstrid med det kapitalistiske bourgeoisis strategi og taktik. Vi ved at det kapitalistiske bourgeoisis strategi og taktik sigter mod at splitte arbejderklassen for at eliminere den som slagkraft, hvorimod vores mål er modsat, arbejderklassens enhed. Men hvordan opnår og opbygger vi denne enhed? Den skal opnås ved politisk aktion og økonomiske krav. Jeg understreger at politisk aktion må komme på førstepladsen. Normalt bør der ikke stilles økonomiske krav uden politisk aktion, de bør begge være tæt sammenknyttet.

Det andet problem, arbejderklassen står overfor, er kampen for at bryde arbejderaristokratiets lænker, som, via de fagforeninger det kontrollerer, manipulerer arbejderklassen efter det kapitalistiske bourgeoisis interesser.

Taktikken er af stor betydning i dette spørgsmål. Den må bestemmes ud fra betingelserne i det land, hvor det enkelte marxistisk-leninistiske parti kæmper, og føres ud i livet gennem handling, gennem aktion, i overensstemmelse hermed. Taktikken i kampen mod fagforeningshøvdingene hænger sammen med både politiske aktioner og økonomiske krav. Det er lige præcis det, arbejderaristokratiet og det kapitalistiske bourgeoisi frygter i den grad. De frygter den politiske kamp, fordi denne kamp fører arbejderklassen fremad og fører den til sammenstød og strejker. Udført rigtigt svækker den politiske aktion det kapitalistiske bourgeoisis ledelse af fagforeningerne og bryder de regler og love og alt, hvad det har indført til arbejderklassens slavebinding.

I dag ser vi millioner strejke og demonstrere, mest for økonomiske krav, som også har politiske undertoner, fordi denne kamp er rettet mod kapitalismen, som ikke vil give afkald på nogle af sine rettigheder. I sidste ende slutter denne kamp imidlertid med en aftale med fagbosserne, og via dem med kapitalisterne, som giver de strejkende en tilsyneladende indrømmelse. Hvis disse krav derimod får en politisk karakter, bliver kapitalens redskaber i fagforeningerne og kapitalen selv bragt i forlegenhed.

Målet for marxist-leninisternes kamp bør være at vende de nuværende fagforeninger mod kapitalen. Kampen skal foregå inden for disse fagforeninger, mens samtidig nye fagforeninger bør oprettes, hvor det er muligt. Det er klart at disse ikke kan have nogen anden opgave end at skabe enhed i arbejderklassen imod kapitalens herredømme, imod dens demagogi og dens partier, men også imod arbejderaristokratiets regimente. Dette skyldes, at der i de kapitalistiske lande er fagforbund under revisionistiske partiers ledelse og fagforbund under ledelse af socialistiske, kristeligt-demokratiske og andre partier, således at der kan være 3, 4 eller 5 forskellige faglige hovedorganisationer et land.

Der kan være andre arbejdergrupperinger, som modarbejder kapitalen. Kapitalen er imidlertid vant til disse skillelinjer. Så efter min mening må nye faglige organisationers mål være at opnå enhed i arbejderklassen gennem politisk aktion og økonomiske krav for udefra at bekæmpe de fagbosser, der manipulerer dem, for at bekæmpe deres kapitalistiske organisationer og gøre dem til revolutionære fagforeninger.

For de marxistisk-leninistiske partier, der arbejder i kapitalistiske lande, er dette et nøgleproblem, et problem af afgørende betydning, som må løses for revolutionens skyld. Arbejderklassen er den ledende klasse og skal have hjælp, og dette må ske ved at hjælpe den til at kappe alle forbindelser til den kapitalistiske og borgerlige mentalitet og kristendommen. For at det skal kunne ske, må vi selvfølgelig etablere os i den og organisere den, fordi der ikke vil være nogen skridt i retning af revolutionen uden arbejderklassen.

Et andet spørgsmål som nogle partier ikke tillægger nogen særlig vægt, er det arbejde, der bør udføres i hæren. Her mener jeg den borgerlige hær. Vi mener at ethvert marxistisk-leninistisk parti på sit program bør have spørgsmålet om demoralisering af den borgerlige hær, som normalt betragtes som bourgeoisiets våben. De marxistisk-leninistiske kommunistpartier må arbejde i denne hær, hvor bourgeosiet fungerer via officerskasten, som udfører de samme opgaver som fagbosserne udfører i fagforeningerne. Med andre ord er der på den ene side arbejderklassen, uden hvilken der ikke kan tages skridt hen mod revolutionen, og på den anden side bourgeoisiets hær, som undertrykker revolutionen. I fagforeningerne anvender bourgeoisiet arbejderaristokratiet til sine egne formål, mens det i hæren anvender officerskasten til samme formål, med den forskel at man bliver fyret for politisk aktivitet og propaganda i fagforeningerne, mens politisk arbejde og propaganda er strengt forbudt i hæren, hvor enhver aktivitet i denne retning kan bringe én for eksekutionspelotonen. (…)

Opnåelse af arbejderklassens enhed i kamp og revolution, så vel som opløsning, demoralisering og ødelæggelse af den borgerlige hær har afgørende betydning, men må under ingen omstændigheder lade os overse andre sider af de marxistisk-leninistiske kommunistiske partiers kamp. Tværtimod må de også bidrage til yderligere styrkelse af arbejdet med disse andre sider. Denne kamp fører til skærpelse af modsætningerne mellem arbejderklassen og kapitalen, til den gradvise skabelse af en revolutionær atmosfære i klassen selv og blandt folkemasserne, til deres enhed i den revolutionære kamp og til bekræftelsen af de marxistisk-leninistiske kommunistiske partiers ledende rolle gennem revolutionær handling og kamp.

Overs. CH.