ENVER HOXHA

Kvindernes og ungdommens rettigheder og friheder må klart forstås og forsvares af enhver

Tale holdt ved et møde i sekretariatet for centralkomiteen i Albaniens Arbejdets Parti den 18. oktober 1969.Fra HOXHA, ENVER: Kvindernes og ungdommens rettigheder og friheder må klart forstås og forsvares af enhver, In Enver Hoxha: To taler om kvinden, En af det socialistiske demokratis mange sider såvel for mænd som for kvinder er retten til at fremføre sine synspunkter om ethvert problem, ikke kun inden for den økonomiske forvaltning, men også - og i særdeleshed - om de meget interessante samfundsproblemer, som vi tager op til behandling under flere punkter på dagsordenen ved dette møde.Man lægger mærke til, at når det gælder økonomiske spørgsmål, kan kvinderne kritisere mændene, som også i disse spørgsmål accepterer kritikken. Men i sociale spørgsmål eller når de patriarkalske og småborgerlige ”rettigheder”, som formidles fra generation til generation gennem traditionerne, kommer på tale, vil de enten ikke finde sig i kritikken eller accepterer den meget modvilligt. Hvad værre er: De bekæmper den på alle måder og til tider med de groveste midler, hvilket medfører en gammeldags opførsel, som er arvet og inspireret af en kapitalistisk, borgerlig og småborgerlig tankegang. Vi har naturligvis her at gøre med bestræbelser på - gennem ødelæggelse og pression - at bremse demokratiet for kvinder og piger og for ungdommen i almindelighed. Fra de sidstnævntes side fornemmes allerede en berettiget og velmotiveret reaktion mod dette.Denne undertrykkelse af demokratiet for ungdommen skjuler sig bag ved talen om den store værdi af de voksnes erfaringer og manglen på erfaringer hos de unge. Men bevidste unge bliver klar over det misbrug, som her gemmer sig. Vi ved alle, at man med rette kan sige, at Partiet gennem sin kamp gav kvinderne frihed, sikrede dem lighed med mændene og gav dem alle de rettigheder, som tilkommer dem som ligeberettigede medborgere i Den Albanske Folkerepublik. Dette er fastlagt i loven, og der er sket store fremskridt i praksis. Men har man i virkeligheden helt opnået dette Partiets høje mål, såvel i det politiske og økonomiske liv som på det sociale område? Vi må desværre være på det rene med, at svaret er nej, at vi endnu har langt igen. Der kræves et stort politisk og ideologisk arbejde gennem flere årtier, inden vi kan opfylde det. Vi må ikke lade os narre og beruse af de fremgange, som er opnået, ikke kun måle fremgangene ene og alene ud fra principperne og lovene uden også at iagttage, hvordan disse realiseres og efterleves i praksis. Vi må gøre os klart, om de forstås rigtigt, og om dette i så fald har skabt forandringer i den menneskelige tankegang. Dette er utroligt vigtigt. Det er forandringen i livsanskuelsen, fra den gamle idealistiske til den nye materialistiske, som medfører de kvalitative resultater, vi stræber efter. Netop denne forandring i menneskets livsanskuelse, fra den idealistiske til den materialistiske, sker langsomt, og der sakker vi bagud.

Vi må ikke glemme den vej, som Partiet har fulgt og stadig følger, når det gælder spørgsmål om disse store samfundsproblemer. Vi måtte kæmpe for, at kvinden skulle få en stilling i samfundet. Alene gennem dekreter kunne dette ikke opnås. Kvinderne og pigerne måtte komme dertil gennem arbejde, undervisning og opdragelse. På det område har vi nået gode etiske og praktiske resultater. Men har vi løst dette problem en gang for alle? Nej, absolut ikke. Først under kommunismen vil det endelig blive løst. Hver ny generation af mennesker vil yderligere styrke dette samfunds almene landvindinger, og derfor må Partiet stadig presse på i disse livsvigtige samfundsproblemer.

Både i byerne og på landet deltager i dag et overvældende flertal af kvinder i produktionen og inden for undervisningen. Dette er en stor fremgang, ikke kun økonomisk, men også ideologisk og socialt. Den reaktionære patriarkalske modstand, som vil lukke kvinderne inde mellem hjemmets fire vægge uden uddannelse, er knust. Men endnu er der levn og vaner tilbage, som vi kun vil kunne frigøre os fra gennem stadig ideologisk og politisk kamp.

Ved at anvende vor grundlæggende marxistisk-leninistiske forståelse af den socialistiske økonomis udvikling har Partiet fået de gifte, ugifte og de ældre kvinder til at forstå, hvor livsvigtigt det er at arbejde og at gå ud i produktionen. På denne måde er en række hindringer blevet overvundet, om end ikke alle. Dette var ingen let opgave. Lad os ikke glemme kampen og vanskelighederne. For gør vi det, kommer vi ikke til at kæmpe videre mod andre vanskeligheder.

Mange forældre, som selv arbejder, og som selv tillader deres døtre og svigerdøtre at gå ud og arbejde - mange kvinder er virkelig kommet ud i produktionen - har alle med hensyn til dette gennemgået en forandring i deres livssyn. Men de bibeholder stadig fejlagtige anskuelser, som hindrer dem i at gå videre i den nødvendige takt. De bevarer gamle skadelige fordomme i deres bevidsthed. Indimellem forstår de dem ikke, før de er blevet idealiseret i deres hjerter og bevidsthed, eller de forstår dem halvt og reagerer forkert. Undertiden forstår de deres skadelighed, men afstår fra at kæmpe imod, fordi de ikke er helt sikre på at få opinionens støtte, eller fordi de undertiden er bange for at sige, hvad de tænker: ”Partiet støtter os ikke, fordi....”, og inde i sig knytter de visse oplevelser sammen, som kan have været udspillet på den ene eller den anden måde.

Imidlertid kan vi komme frem til den første rigtige slutning: Det har været et stort fremskridt, at kvinderne i vort land er kommet ud i produktionen, i undervisningen, i livet, og at de arbejder og kæmper lige så godt som mændene, hvis de ikke gør det bedre. Alt, hvad de har vundet og vinder hver dag, har de opnået gennem arbejdsomhed, dygtighed og gennem politisk og ideologisk modenhed.

På fabrikken, i marken, i skolen, inden for statsmagten og overalt arbejder ugifte og gifte kvinder sammen med ugifte og gifte mænd. Man skelner ikke mellem dem, men man forsvarer uden at skelne deres rettigheder. De arbejder, skaber, kritiserer og kritiseres på lige vilkår. Omgangen mellem kønnene på arbejdspladsen er som regel helt korrekt. Dette er et meget stort fremskridt, noget, som har bidraget til, at gifte og ugifte kvinder for de flestes vedkommende ikke hindres i at gå ud i produktionen, og til, at den albanske kvindes frigørelse er fortsat med held. Arbejdspladserne, hvor menneskenes materielle fornødenheder fremstilles, hvor kvinder og mænd enigt arbejder sammen for socialismen, for et lykkeligt liv både for dem selv og for kommende generationer, ligesom i skolerne, hvor ungdommen af begge køn sammen uddannes for at tilegne sig kundskaber og lære videnskaber at kende i den hensigt at tjene deres folk og deres land. Disse arbejdspladser og skoler er jo trods alt ikke et sted for robotter. De er først og fremmest det bedst egnede centrum, hvor livet og kammeratskabet udvikles, hvor mennesker opnår en høj grad af politisk, ideologisk og teknisk modenhed. Det er de steder, hvor kvinden uddannes til at lede sin stat, dens økonomi, dens uddannelse og kulturelle udvikling, til at skabe sin etiske og æstetiske opfattelse. Dér udvikles og hærdes hendes bedste egenskaber og interessen som individ og som medlem af det socialistiske samfund.

På fabrikkerne, på markerne, i arbejdsbrigaderne, i skolerne, under masseaktionerne og på kontorer arbejder mænd og kvinder sammen, går til møder sammen, besøger deres klubber, synger, ler og morer sig med hinanden, synes om hinanden som rigtige kammerater og venner. Nogle bliver også forelskede i hinanden og gifter sig. Alt det er naturligt; det tilhører livet. Her findes intet som helst naturstridigt. Dette sker og må ske i en ånd af sand proletarisk moral. Men måske er der nogen, der anser sig for at være usædvanligt kloge og rejser sig op og indvender, at ”der sker minsandten også noget, som den proletariske moral ikke tillader”. Vist gør der så, svarer vi. Hvis man påstod det modsatte, var man ikke realist og heller ikke marxist, og det ville igen betyde, at man ikke har begrebet en døjt af den materialistiske dialektik og heller ikke nogle af de forskellige følelser, lidenskaber, kvaler, glæder, modgang, mangler og fejl, som indgår i menneskelivet og i den menneskelige karakter. Det vil også betyde, at man heller ikke har forstået de rigtige metoder, kendetegnet ved et godt omdømme, tålmodighed og tilgivelse, som Partiet anvender for at redde mennesker fra at gøre fejltagelser.

For ikke at tabe tråden i ræsonnementet vil jeg sige det sådan: Denne nye ånd inden for opdragelsen, dette nye fælles samfundsliv, som udvikles på arbejdspladserne og i skolerne, må være det princip, som inspirerer menneskenes hele virke uden for arbejdet, ude i samfundet og i familien. Dette er meget vigtigt, efter min mening. Det er den anden nøgle, vi har til at åbne dørene for os, når vi skal nedbryde forskellige småborgerlige fordomme i samfundslivet på samme måde, som de første hindringer blev brudt ned, og den store vej blev åbnet gennem kvindernes deltagelse i produktionen og inden for undervisningen. Man kan ikke have to eller tre forskellige livsholdninger, kun én, men sådan er det ikke endnu.

Mange mennesker har en rigtig holdning - åben, venlig og kammeratlig - både, hvor de arbejder, i samfundet og i familien. Der findes for dem ingen afgørende forskelle. De har gjort sig fri af de vigtigste overleveringer, selv om dette ikke indebærer, at de er blevet immune. De er ikke liberale i ordets negative betydning. De kæmper mod sladder og bagtalelse. De besværes ikke af det tidligere patriarkalske familiemønster, heller ikke af slægtsafhængighed, forældede anskuelser, af nogle fejltagelser, som de måske har gjort i arbejdet eller andet sted, men går modigt frem af den vej, som Partiet har afstukket.

Men der findes også andre mennesker, som på arbejdspladserne optræder mere eller mindre rigtigt, men som derimod, når de kommer ud i samfundet, mod deres vilje opfører sig meget reserveret, stift, tvivlrådigt, frygtsomt, skeptisk, sky og mistænksomt. Dette gælder en del mænd, men desværre gælder det allermest vore søstre, døtre og hustruer. Først og fremmest er årsagen til disse hæmninger mændenes fejlagtige holdning og indstilling over for dem. Her findes kilden til kvindens frygt og forsagthed ude i samfundslivet og i hjemmet sammen med familien, da det er her, især mellem husets fire vægge, at mandens følelser helt tydeligt kommer til udtryk og undertrykker kvindens vilje.

Kvinden har i almindelighed vundet anerkendelse, hvad angår hendes økonomiske frigørelse, men hun har ikke opnået en politisk og moralsk erkendelse af sin ligestilling med manden i alle sammenhænge og under alle forhold. Derfor lider hun af tilbageblevne forestillinger om mandens ”overlegenhed” og nærer rædsel for opinionen, selv når hun har retten på sin side. På den anden side er kvinden et frodigt, skabende og varmhjertet væsen, som har de stærkeste bånd til familien, og for ikke at miste disse bånd gør hun store indrømmelser, hvad angår hendes rettigheder og samfundsstilling, men samtidig findes der mænd, som gør sig skyldige i misbrug på dette område og udnytter disse fine egenskaber hos kvinden.

En del mænd taler om kvindernes ”frihed”, men de har det hele i munden. I deres indre er de langt fra overbeviste. De kan ikke åbent sætte sig imod, at deres hustru, døtre og søstre arrangerer møder på fabrikken, går i klubben, synger og danser helt uskyldigt med deres arbejdskammerater, men når kvinden kommer hjem fra fabrikken, viser disse mænd deres gammeldags sind og siger til hende: ”Kvinder bør gå den lige vej hjem”. Eller spørger dem: ”Hvad var det for en fyr, du fulgtes med på gaden?” osv. For ikke at tale om tilfælde, hvor en mandlig arbejdskammerat kommer hjem til hende på venskabeligt besøg - det er en ren skandale!

Ifølge tidligere tiders overleverede anskuelser måtte kvinderne ikke lukke andre ind i huset end deres nærmeste slægtninge og så endda kun de kvindelige. Besøg af fremmede mænd, fx arbejdskammerater, er i mandens fravær noget umoralsk, noget skandaløst, for disse konservative, som taler vidt og bredt om ”kvindens frihed”, men som i virkeligheden mener ”begrænset frihed”, frihed kontrolleret af mændene som på farfars tid. Ifølge dem afhænger sikkerheden for kvindens ære ene og alene af manden og ikke af kvinden selv.

Der findes stadig en hel del mænd - slet ikke så få endda - som har den opfattelse, at kvinden ikke kan have mandlige venner og kammerater, som kan komme og besøge hende i hjemmet, følges med hende på gaden og sætte sig og snakke med hende i parken. Hvad skulle der være galt i det? Men vi må være klar over, at de ikke er dårlige mennesker. De har bare en del fordomme, som vi må befri dem for.

I det gamle samfund var kvinden helt naturligt lukket inde i hjemmet. Ofte var det ikke engang tilladt hendes fætre at besøge hende, endnu mindre hendes mands venner. Nu er situationen helt anderledes, og derfor må vi også frigøre os fra alle de gamle og forældede tankegange.

Hvorfor skal manden have ret til at aflægge besøg, hvor han vil, og hos hvem han vil, og ikke kvinden? Hvorfor skal manden have lov til at følges med en kvindelig arbejdskammerat på gaden, mens kvinden bliver genstand for sladder, når hun går med en mandlig arbejdskammerat? Hvorfor er der disse to forskellige opfattelser af kvinden på fabrikken og kvinden i samfundet fra manden og den konservative opinions side? Den eneste grund må være, at tidligere tiders anskuelser stadig eksisterer. Der tales om demokrati og kvindens frihed og rettigheder, men man er ikke nået frem til en rigtig og dybtgående forståelse af disse store og livsvigtige samfundsproblemer. I de her spørgsmål optræder de, som forsvarer det gamle, til tider som store forkæmpere for moralen, som yderst ærværdige mennesker, men de indser ikke, at de i bund og grund støtter alle slags ulykker, dramaer og uretfærdigheder. Hvis Partiet skulle følge sådanne menneskers gammeldags moral, så måtte kvinden ligesom tidligere forblive slavinde, indespærret i hjemmet, leve som et dyr uden uddannelse og kultur, tilbringe sit liv i lidelser og sorg, sælges for nogle skillinger, blive skilt fra manden og dræbes i overensstemmelse med kirkens love og Sharia. Nej, den tid er for altid forbi, og Partiet må stærkt bekæmpe levnene fra denne uhyggelige epoke.

Nogle tager afstand fra ægteskaber ordnet af ægteskabsformidlere og fordømmer med rette de forældre, som ordner forlovelser for deres mindreårige børn eller tager imod penge som medgift, og de forkaster de store brylluppers omkostninger og brudegaver. Dette er Partiets linje, som man må forstå klart og tydeligt og følge til punkt og prikke. Det er nødvendigt at tage sine forholdsregler mod dem, som forbryder sig mod denne linje, men vi må ikke lulle os ind i troen på, at disse skadelige skikke dermed ophører eller hurtigt forsvinder. Dette er råddenskaben i samfundet, som fremover sikkert ikke kan optræde i en så udfordrende og brutal form som tidligere, men der findes dem, som vil prøve at søge og finde tilstrækkelige forvanskninger for at kunne strø sukker på giften. Og sådan sker det allerede nu.

Partiets linje består ikke kun af kamp mod det, som jeg nævnte ovenfor. Partiet har afstukket en marxistisk-leninistisk linje for et virkelig sundt og værdifuldt ægteskab, som bygger på bekendtskab, begges frie og klart udtalte vilje og samtykke, på oprigtighed og på ren og varm proletarisk kærlighed mellem begge de unge mennesker. Dette skaber et grundlag for et harmonisk familieliv.

Vi kan sige, at vi er inde på denne vej, at vi har fremgang, men vi må erkende, at vi også har vanskeligheder, som beror på menneskers gamle livssyn. Hvilke vanskeligheder det er, må vi gøre os klart, analysere dem og ikke gå uden om dem.

Vi kan fx se på den mistro, som udvises af en del ældre i forhold til ungdommen i spørgsmålet om, hvordan man skal forstå kærlighed i lyset af den proletariske moral. Denne mistænksomhed fra deres side er efter min mening ikke berettiget og savner motivering gennem den ualmindelig fine livsstil og den eksemplarisk høje moral hos vor ungdom. Vi kan ikke generalisere ud fra enkelte tilfælde af dårlig opførsel, ligesom vi heller ikke kan generalisere ud fra en del skilsmisser blandt de ældre, for når man taler om ungdommen, som lader sig skille, må man tænke på, at der er langt flere skilsmisser blandt midaldrende og gamle mennesker.

Den store frygt hos visse forældre for, at deres datter skal få et dårligt rygte, noget, som har sit udspring i gammeldags livsanskuelse, bevirker, at pigen har sin frihed i teorien, men i virkeligheden er der for hende ingen frihed til selv at vælge og lære at kende den, hun vil have. Dette er et meget alvorligt problem. Ved første øjekast ser det ud til, at man tager fejl, når man hævder, at forældre ikke har ret til at blande sig, for i virkeligheden har de ret og må have ret til at bekymre sig om deres barn, men hverken i teori eller i praksis har forældre ret til at undertrykke deres datters frihed og rettigheder. De må opdrage deres datter i den nye ånd for at kæmpe i livet og for at modstå de farer, hun møder. De må forklare og få hende til at forstå de farer, som livet kan medføre. De må for hende ikke optræde som patriarkalske, men som revolutionære forældre, ikke som forældre med småborgerlige rædsler og skamfølelse, men de må fortælle hende, hvad proletarisk kærlighed vil sige, inden deres datter bliver forelsket i en dreng, hun har lært at kende. Forældrene må hjælpe deres datter til at overvinde livets vanskeligheder, for livet er ikke altid en dans på roser, hjælpe hende på en sådan måde, at pigen i sine forældre også ser sine gode kammerater og ikke bare anklagende og strenge diktatorer.

Nogle siger, at ”de unge må lære hinanden at kende, inden de gifter sig”. Men ikke alle opfatter dette udtryk ens. De konservative mener, at det er nok, at de unge kender hinanden af udseende, og at dette kan ordnes en morgen på gaden eller gennem et vindue. Hvis så udseendet falder i smag, kan ægteskabet komme i stand. Inden de begynder at snakke med hinanden, gå ture på gaden, sidde i en park eller gå i biografen, må de først forlove sig officielt og holde en højtidelighed. Med andre ord: gifte sig. Hvilket nydeligt bekendtskab! Der er ingen større forskel fra den tid, hvor det at gifte sig var som at ”købe katten i sækken”.

Men der findes også en anden yderlighed, hvor de unge (det er heldigvis få takket være familiens, ungdomsorganisationens og Partiets påvirkning og sunde opdragelse) har et overfladisk og letsindigt syn på førægteskabelige forbindelser, typisk for borgerlig og småborgerlig degeneration. For at imødegå dette må Partiet, ungdommen og den almindelige opinion i stadige oplysningskampagner bekæmpe denne tendens politisk og ideologisk.

Der eksisterer også en ægte, ærlig, proletarisk, oprigtig og fri forbindelse mellem unge af begge køn. Et sådant bekendtskab behøver under ingen omstændigheder indledes med tanke på ægteskab. Dette normale bekendtskab, denne normale måde at leve på, en åben og venlig måde at omgås hinanden, er et logisk og naturligt udtryk for venskab mellem mennesker i samfundet. Det udgør en fortsættelse af barndommens rene og oprigtige venskab, men der er her tale om et varmere venskab, fordi meninger mødes, menneskenes tankeverden udvides, og samarbejdet bliver bredere. Vi bør således forstærke vores venskab og samhørighed med hinanden. Gennem et sådant bekendtskab i livet og i arbejdet opstår naturligvis også den naturlige kærlighed, som fører to mennesker til den samhørighed, som ægteskabet er udtryk for.

Men det er på dette område, at vanskelighederne opstår, og netop her må vi få et alvorligt opdragelsesarbejde i gang inden for Partiet, blandt ungdommen og folket, for at få klarlagt de problemer, som jeg nu agter at fremføre. Hvilke spørgsmål er det, som skal klarlægges?

Det er særlig nødvendigt at bekæmpe de antimarxistiske, borgerlige, letsindige og for kvinden ligesom for manden nedværdigende holdninger, der går ud på, at kvinden kun er beregnet for sengen, og at manden ikke har anden opgave i livet end at få fat på en kvinde lige meget hvilken, med hvem han kan få tilfredsstillet sine seksuelle behov. De, som har disse anskuelser, er ikke mennesker, men dyr; de kan ikke forstå, hvad ting som følelser, stemning og hjerte står for, hvad der menes med den ægte kærlighed, som forener mand og kvinde. De kan ikke forstå de venskabsbånd, som knyttes i kammeratskab mellem mænd og kvinder. De begriber intet af livets normale udvikling, og hvordan venskaber mellem unge af begge køn vokser sig stærke. Overalt i hver eneste uskyldig handling hos mænd og kvinder ser de seksuel ”kærlighed” (hinsides hver lov, hinsides hver norm). Borgerskabet er degenereret, men den konservative, patriarkalske og småborgerlige i vort land drømmer om fortiden, da han lukkede sin kone og datter inde i et bur, slog dem, solgte dem, kørte dem væk og tilmed dræbte dem, og siger nu, hvor han ikke mere kan gøre dette (hvis han da ellers kalder det højdepunktet af retfærdighed og ære for kvinden og slægten), at demokratiet, friheden og rettighederne for kvinden er en skændsel og efter hans opfattelse udtryk for moralsk opløsning.

Ingen må undervurdere den fare, som de, der nærer sådanne forestillinger, udgør, for vi har endnu en del af dem tilbage. De hindrer med deres bagtalelser samfundet i at gå fremad.

Se her! Hvis indflydelse er det, at vi stadig har så få ægteskaber mellem unge, hvis familier kommer fra forskellige religionsgrupper? Kan det være ungdommens skyld? Nej, absolut ikke. Eller tag dette eksempel: Der findes unge, som ikke gifter sig med hinanden, hvis de kommer fra samme by, selvom slægtskabet kan ligge 20 generationer tilbage i tiden. Er det så ikke ungdommens fejl? Nej, under ingen omstændigheder. Partiet vil forsvare de unge af alle kræfter, og alle ved, hvilken kolossal kraft Partiet udgør. Derfor må fejlen søges et andet sted, nemlig i den reaktionære ideologi.

Jeg kiggede en dag i skilsmissestatistikken. Den var på ingen måde foruroligende. Der findes også unge fraskilte, men hovedparten af skilsmisserne finder sted blandt ældre mennesker. De konservative skal derfor ikke straks give uerfarenhed skylden. Ganske vist kan det være uerfarenhed, da skilsmisser kan skyldes, at de ikke begge har kendt hinanden ordentligt, eller at de er stødt på store vanskeligheder i livet osv. Man bør ikke idealisere forholdene. Men hvis ikke familien, skolen, ungdomsforbundet og partiorganisationen opdrager de unge og også de ældre til, hvordan man i første række forholder sig over for ungdommens rene følelser, og hvordan man kanaliserer dem i en rigtig retning, så vil vi få endnu flere skilsmisser.

Hvad sker der? De unge ønsker at leve et normalt liv, men allerede når de begiver sig ud på den første spadseretur sammen, så betragtes de som par. Opinionen har forlovet dem på et tidspunkt, hvor de slet ikke har tænkt på noget sådant selv, og dette er meget forkert, da de unge har lov til at lære andre mandlige og kvindelige kammerater at kende. Den usunde opinion tvinger dem til enten at forlove sig eller skilles alt efter behag, og den bagtaler på alle måder først og fremmest pigen. Drengen kaldes ”eventyrer”, og pigen kaldes ”let på tråden”. Dette hører forældrene, og så kommer de gammeldags følelser frem. Pigen tvinges til at holde sig hjemme, får klø, og så udser man sig endog hendes ægtemand. Disse tvinger pigen til for at kunne mødes med den, hun elsker, og for at undgå den usunde opinion og faderen at aftale at mødes med ham sent om aftenen på et sted, hvor ingen kender dem, og til at gribe til alle slags kneb.

Hvilken tragedie rammer her ikke de unge under dække af en slags moral, som ikke er vores, under presset fra en usund opinion og den modbydelige sladder, som denne opretholder! På den ene side forsøger Partiet og statsmagten på den rigtige måde at skabe et varmt og kammeratligt arbejdsmiljø, hvor menneskene kan leve sammen i venskab og kammeratskab. På den anden side findes alle disse småborgerlige levn, som arbejder i direkte modsat retning. Og det værste er, at der endog er kommunister, som med eller mod deres vilje bliver ofre for denne tilbageblevne tankegang. Denne gammeldags holdning befordrer ubegrundet bagtalelse, sladder, had, forargelse, uberettiget jalousi, skilsmisser, ja tilmed forbrydelser.
Med Partiets sunde indstilling som basis må vi åbne ild mod alt dette onde, som skader vort samfund, som forgifter livet, og som fratager vore unge glæden og lykken. Vi må ikke lade ugræsset vokse. Vi må rykke det op med rødderne.

Det ville være forkert og urealistisk at påstå, at der ikke sker ubehagelige ting i vort samfund, ting, der forbydes af loven. Vi må ikke sove, og det gør vi heller ikke, over for disse negative foreteelser, som vort samfund har arvet fra fortiden.

Vi må være godt inde i spørgsmålet omkring de udviklingstrin, vi gennemgår, og dette analyseres da også gang på gang af Partiet fra alle synsvinkler, og Partiet forsøger ikke uden fremgang at nå til en løsning af problemerne. Vi må ikke glemme, at vi først for kort tid siden forlod en besværlig og mørk periode, hvor samfundsproblemerne tolkedes og løstes anderledes end i dag. Gennem krig og revolution gik vi fra århundreder feudal-borgerligt mørke og fra fascisme til socialisme. Der har fundet store forandringer sted i vort land og hos vort folk, men selvom jordudbyttet kan forandres hurtigt, er 25 år kort tid - endog meget kort tid - til at fjerne de tilbageblevne levn af fortiden fra folkets bevidsthed. Derfor fortsætter vort parti energisk revolutioneringen af menneskene og af livet i hele vort land, og vi vil fortsætte fremover.

Vi må holde den linje, som har medført den fremgang, vi har opnået i arbejde og liv, ren for enhver fetichistisk, fatalistisk eller idealistisk anskuelse, fordi disse opfattelser ikke bevæbner os mod livets og kampens vanskeligheder. Livet udvikles ikke roligt og idealistisk, men det udvikles på revolutionær måde gennem kamp mellem modsætninger. Det nye, der fødes, kæmper mod det gamle, som dør, og på denne måde sker der efterhånden kvalitative spring. Der findes mennesker som klamrer sig fast til det gamle, og som kalder det ”fuldkomment”. Men ved at have en sådan fejlagtig opfattelse i visse spørgsmål oplever de skuffelser. De kan kun med vanskelighed tilpasse sig det nye, det mere progressive, det mere revolutionære, eller også modsætter de sig det. Dialektikkens lov kan ingen magt i verden komme udenom eller tilintetgøre. Den virker uafhængigt af menneskelig vilje. De marxistisk-leninistiske partier har denne lov som sin egen; den dialektiske materialisme er deres filosofi.

Som situationen udviklede sig, blev Albaniens Kommunistiske Parti dannet mod fascismens vilje, i kamp mod reaktionen og dens terror. Den nationale befrielseskrig udbrød, og folket rejste sig til revolution, lige meget om ”onkel Emrushi” syntes om det. Den, som ønskede den nationale befrielse, greb til våben og kæmpede mod besættelsesmagten under Partiets ledelse og befriede Albanien. Partiet respekterer og hædrer ”onkel Emrushi”. Men man kan ikke tænke sig et frit Albanien uden den albanske kvindes frihed og ligeberettigelse, uden både juridisk og rent faktisk at give hende alle hendes rettigheder. ”Onkel Emrushi” må være konsekvent og følge revolutionen. Hvis han ikke forstår alt dette, må Partiet gøre sig store anstrengelser for at få ham til at forstå det. Hvis han ikke er overbevist, lad os da overbevise ham! Hvis han ikke lader sig overbevise, lad os i så fald neutralisere ham! Hvis han endelig skulle løfte sin hånd mod revolutionen, vil han blive stoppet af proletariatets diktatur. Dette upersonlige eksempel tog jeg op for at vise, at det progressive nye indebærer en kamp mod disse mennesker.

For kommunisterne, for ungdommen, for hele vort folk gælder det, at vi må forstå denne dialektikkens lov, og hvordan den påvirker udviklingen, hvordan vi konkret skal anvende den i alle dens skikkelser i livet. Under overgangen fra et samfundsmæssigt stade til et andet, som det sker hos os med opbygningen af socialismen, ved virkeliggørelsen af store reformer, ved de opnåede resultater, har vi mødt, møder vi og kommer vi til at møde de modsætninger, som nødvendigvis opstår gennem klassekampen, gennem modsætningernes kamp, gennem kampen mellem den marxistisk-leninistiske anskuelse og den idealistiske, gennem kampen mellem det nye, der fødes, og det gamle, der forsvinder og dør.

Partikomiteerne og hele partiet må lægge stor vægt - større end hidtil - på konkret at forklare disse grundlæggende ting i vores teori, forklare kampen mellem modsætningerne, forståeligt og tålmodigt forklare de store samfundsproblemer og ikke behandle dem overfladisk eller på en idealistisk og patriarkalsk måde, men i enhed med proletariatets og den dialektiske materialismes nye veje.

Overalt er der blevet iværksat et systematisk og meget omhyggeligt studium af vores partihistorie. Dette er meget godt, men man kan ikke fremstille vores partihistorie på kort tid. Som det nu er begyndt, er der fare for, at man forsømmer studiet af marxismen-leninismens klassikere og de mange aktuelle dokumenter om partispørgsmål, som er nødvendige i den daglige kamp. Disse dokumenter må naturligvis sammenfattes og medtages i kommende kapitler af partiets historie. Således må vi passe på, at vi ikke forsømmer marxismen-leninismens klassikere og partiets dokumenter. Vi må alle sammen gøre os store anstrengelser for rigtigt at forstå alle disse ting og bestræbe os på at anvende dem på en rigtig måde.